Eksklusiv CO2-laseraften • 21. september • Mød vores hudlæge & få 10% på behandling

Laserbehandling – hvad kan laser gøre for huden?

Laserbehandling

Laserbehandling bruger koncentreret lys med en bestemt bølgelængde. Lyset kan målrettes forskellige dele af huden, afhængigt af hvilken laser der anvendes og hvad der skal behandles.

Laser kan blandt andet bruges til
• Hårfjerning
• Pigmentpletter og solskader
• Rødme, flushing og synlige blodkar
• Rosacea og akne
• Ar, aknear og strækmærker
• Rynker og ujævn hudstruktur
• Godartede hudgevækster

Forskellige typer laser
Nogle lasere retter sig mod pigmentet i hår eller pigmentpletter, mens andre optages i blodkarrene eller arbejder med vandet i hudens væv. Derfor bruges der forskellige lasertyper til forskellige behandlinger.

Laserbehandling hos O’Skin Clinic
Hos O’Skin Clinic anvender vi fraktioneret CO2-laser, en kombination af Alexandrit- og Nd:YAG samt farvestoflaser. Hvilken laser der er relevant, afhænger af det, der skal behandles, hudtypen og hvor i huden forandringen ligger.

Book gratis hudkonsultation

Rejuvenation

Hvad er laserbehandling?

Laserbehandling er en samlet betegnelse for behandlinger, hvor koncentreret lys med en bestemt bølgelængde bruges til at påvirke et udvalgt mål i huden. Det kan være melanin i et hår eller en pigmentplet, hæmoglobin i et blodkar eller vand i hudens væv.

De stoffer i huden, som optager laserlyset, kaldes kromoforer. Hver kromofor optager nogle bølgelængder bedre end andre. Derfor kan én laser være velegnet til hårfjerning, mens en anden bruges til rødme, pigmentforandringer eller hudstruktur.

Når laserlyset optages af en kromofor, omdannes energien til varme. Bølgelængden har stor betydning for, hvad lyset optages af, og hvor dybt det kan trænge ned i huden. Energimængden og pulslængden er blandt andet med til at bestemme, hvor kraftigt og hvor længe det valgte område opvarmes.

Mange dermatologiske laserbehandlinger bygger på et princip, der kaldes selektiv fototermolyse. Her tilpasses bølgelængde, energi og pulslængde, så det valgte mål opvarmes, mens varmen så vidt muligt begrænses til det omkringliggende væv.

Laserbehandling er derfor ikke én bestemt behandling. Den rette laser og de rette indstillinger afhænger af, hvad der skal behandles, hvor i huden det ligger, hudtypen og det ønskede resultat.

Hvad sker der i huden under og efter en laserbehandling?

Det afhænger af lasertypen og formålet med behandlingen. Laserlyset kan bruges til at opvarme pigment, blodkar eller andre udvalgte dele af huden. Det kan også skabe en kontrolleret påvirkning, som sætter hudens helingsproces i gang. Det, der sker i huden under behandlingen, har derfor betydning for, hvilket resultat der efterfølgende kan ses.

Når laser behandler hår, pigment og blodkar

Ved hårfjerning optages laserlyset af melaninet i håret. Energien bliver til varme, som føres ned til hårsækken og beskadiger dens evne til at danne et nyt hår. Efter et behandlingsforløb vokser der færre hår frem, og de hår, der fortsat vokser, kan blive finere og vokse langsommere.

Ved behandling af pigmentpletter optages laserlyset af det overskydende melanin. Pigmentet opvarmes og nedbrydes. Pletten kan først blive mørkere, hvorefter pigmentet gradvist afstødes fra hudens overflade eller fjernes af hudens celler. Resultatet kan være lysere pigmentpletter og en mere ensartet hudtone. Der kan senere opstå nye pigmentpletter, især hvis huden udsættes for meget sol.

Ved behandling af rødme og synlige blodkar optages laserlyset af hæmoglobinet i blodet. Varmen får karret til at lukke sig, hvorefter kroppen gradvist nedbryder det. Det kan gøre enkelte blodkar og mere diffus rødme mindre synlige. Behandlingen forhindrer ikke, at der med tiden kan opstå nye blodkar.

Hvad sker der ved laser mod akne og rosacea?

Laser kan påvirke forskellige dele af de inflammatoriske processer i huden. Ved rosacea retter behandlingen sig især mod de udvidede blodkar, som bidrager til rødme og flushing. Når karrene lukkes og nedbrydes, kan rødmen, synlige blodkar og perioder med flushing blive mindre udtalte. Laser fjerner dog ikke selve tendensen til rosacea.

Ved akne kan udvalgte lasertyper dæmpe inflammation og rødme omkring udbruddene. Afhængigt af lasertypen kan behandlingen også påvirke aktiviteten i talgkirtlerne. Det kan betyde færre betændte udbrud og mindre rødme i huden. Laser behandler ikke nødvendigvis alle årsager til akne og indgår derfor ofte som en del af et samlet behandlingsforløb.

Når laser skal forbedre hudens struktur

Ved behandling af rynker, solskader, ar og ujævn hudstruktur skaber laseren en præcis og kontrolleret varmepåvirkning i huden. I faglig forstand er der tale om en kontrolleret mikroskopisk skade, som får huden til at begynde en helingsproces.

Ved fraktioneret CO2-laser behandles huden i mange små punkter. I hvert punkt fjernes en mikroskopisk del af hudens overflade, og huden nedenunder opvarmes. Fordi behandlingen fjerner dele af hudens overflade, kaldes den ablativ. At behandlingen er fraktioneret betyder, at der bevares ubehandlet hud mellem punkterne, som hjælper det behandlede område med at hele.

Andre lasere kan opvarme hudens dybere lag uden at fjerne overfladen. Det kaldes non-ablativ laserbehandling.

Varmepåvirkningen aktiverer blandt andet hudens fibroblaster. Det er celler i bindevævet, som danner kollagen og elastin. Kollagen har betydning for hudens styrke og fasthed, mens elastin hjælper huden med at bevare sin elasticitet. Under helingen øges produktionen af kollagen og elastin.

Det kan med tiden opstramme huden og give en mere ensartet hudtone. Fine linjer kan blive mindre synlige, mens indtrukne ar kan blive mindre dybe og få blødere kanter. Grove porer og andre ujævnheder fremstår også mindre tydelige. Resultatet udvikler sig gradvist, fordi hudens helingsproces fortsætter i uger og måneder efter behandlingen.

Når laser fjerner hudgevækster

Godartede hudgevækster kan fjernes præcist med CO2-laser. Behandlingen er et mindre indgribende alternativ til kirurgisk fjernelse og giver mindre risiko for synlig ardannelse.

Efter behandlingen dannes et lille overfladisk sår, som heler gradvist. Hudgevæksten skal altid undersøges, inden den fjernes med laser.

co2 laserbehandling
ikke fraktioneret laserbehandling

Hvad betyder ablativ, non-ablativ og fraktioneret laser?

Betegnelserne beskriver, hvordan laserbehandlingen påvirker huden. De er ikke navne på bestemte maskiner, og de kan kombineres. En laser kan eksempelvis både være ablativ og fraktioneret.

Ablativ laser

En ablativ laser fjerner en del af hudens overflade ved at opvarme vandet i vævet så kraftigt, at vævet fordamper. Samtidig opvarmes huden omkring det behandlede område.

Ablativ laser kan bruges til blandt andet rynker, ujævn hudstruktur, ar, solskader og udvalgte hudgevækster. Behandlingen sætter en tydelig helingsproces i gang og har normalt længere ophelingstid end en non-ablativ behandling.

CO2-laser er en ablativ laser.

Non-ablativ laser

En non-ablativ laser fjerner ikke hudens overflade. Laserlyset passerer gennem overfladen og afgiver energien til det mål, der skal behandles. Det kan være pigment, blodkar, hårsække eller væv i hudens dybere lag.

Non-ablativ laser bruges derfor både til hårfjerning, pigmentpletter, rødme og synlige blodkar samt til behandlinger, hvor huden opvarmes for at stimulere dannelsen af kollagen.

Ophelingstiden er som regel kortere end efter ablativ laser, men der kan være behov for flere behandlinger.

Fraktioneret laser

Fraktioneret beskriver måden, laserenergien fordeles på. I stedet for at behandle hele hudområdet på én gang rammer laseren huden i mange små punkter med ubehandlet hud imellem. Den ubehandlede hud hjælper området med at hele.

En fraktioneret laser kan være både ablativ og non-ablativ. Ved fraktioneret CO2-laser fjernes mikroskopiske dele af hudens overflade i de behandlede punkter. Ved en fraktioneret non-ablativ laser opvarmes små områder under hudens overflade, uden at overfladen fjernes.

Kan CO2-laser bruges uden at være fraktioneret?

Ja. Ved fraktioneret CO2-laser behandles huden i mange små punkter med ubehandlet hud imellem. Når CO2-laser bruges til at fjerne en hudgevækst, rettes laseren i stedet præcist mod selve gevæksten og fjerner vævet lag for lag.

Begge behandlinger er ablative, men kun den første er fraktioneret.

Hvilke typer laser anvender vi hos O’Skin Clinic?

Lasere navngives ofte efter det materiale, der skaber laserlyset, eller efter lysets bølgelængde. Bølgelængden måles i nanometer, forkortet nm. Tallet fortæller ikke, hvor kraftig laseren er, men har betydning for, hvad laserlyset optages af, og hvor dybt det kan nå ned i huden.

Hos O’Skin Clinic anvender vi fraktioneret CO2-laser, Alexandritlaser, Nd:YAG og farvestoflaser. De forskellige lasere bruges til forskellige hudforandringer og behandlinger.

CO2-laser

CO2-laser udsender infrarødt laserlys med en bølgelængde på 10.600 nm. Laserlyset optages af vandet i hudens væv og kan derfor bruges til at fjerne meget små mængder væv med stor præcision.

Ved fraktioneret CO2-laserbehandling behandles huden i mange små punkter. Behandlingen kan blandt andet bruges ved rynker, solskader, ujævn hudstruktur, ar og strækmærker.

CO2-laseren kan også bruges uden at være fraktioneret. Her kan den eksempelvis fjerne udvalgte hudgevækster ved at fordampe vævet lag for lag.

Alexandritlaser

Alexandritlaser har en bølgelængde på 755 nm, som optages effektivt af melanin. Den bruges derfor især til hårfjerning med laser og behandling af udvalgte pigmentpletter.

Fordi melanin også findes i huden, skal behandlingen tilpasses hudtonen og en eventuel solbruning. Alexandritlaser anvendes især til lysere hudtyper, hvor der er tydelig forskel mellem hudens farve og det pigment, der skal behandles.

Nd:YAG laser

Betegnelsen Nd:YAG er en forkortelse for neodymium-doped yttrium aluminium garnet. Det er en faststoflaser, hvor neodymium er indlejret i en krystal af yttrium-aluminium-granat. Krystallen udgør laserens aktive materiale.

Nd:YAG-laser udsender laserlys med en bølgelængde på 1064 nm. Laserlyset trænger forholdsvis dybt ned i huden og optages mindre af hudens melanin end laserlyset fra en Alexandritlaser. Derfor kan Nd:YAG-laser blandt andet bruges til hårfjerning i mørkere hudtyper samt behandling af både overfladiske og dybere blodkar.

Når laserlyset optages af hæmoglobinet i et blodkar, omdannes energien til varme. Varmen får karret til at lukke, hvorefter kroppen gradvist nedbryder det. Nd:YAG-laser kan derfor bruges til at reducere synlige blodkar og rødme, som skyldes blodkarrene.

Nd:YAG-laser kan også anvendes til non-ablativ hudforyngelse. Her opvarmes huden under overfladen for at stimulere dannelsen af kollagen, uden at hudens overflade fjernes.

Hos O’Skin Clinic anvender vi en laser, der kombinerer Alexandritlaser og Nd:YAG-laser. Det giver mulighed for at vælge bølgelængde efter hudtype, behandlingsområde og det, der skal behandles.

Farvestoflaser

En farvestoflaser kaldes også en pulserende farvestoflaser eller PDL, som står for pulsed dye laser. Farvestoffet befinder sig inde i laseren og bruges til at danne laserlyset – der tilføres ikke farvestof til huden.

Vores farvestoflaser har en bølgelængde på 585 nm. Det gule laserlys optages især af hæmoglobinet i blodet og kan derfor bruges ved rødme, synlige blodkar, rosacea, røde mærker efter akne og røde eller fortykkede ar.

Farvestoflaser kan også indgå i udvalgte behandlinger af aktiv akne, hvor den kan dæmpe inflammation og rødme i huden.

laserbehandling O'Skin Clinic Kolding
laser behandling co2 laser O'Skin Clinic

Hvad er forskellen på laser og IPL?

Laser og IPL er begge lysbaserede behandlinger, men de producerer lyset på forskellige måder. IPL kaldes ofte IPL-laser, men teknisk set er IPL ikke en laser.

En laser udsender lys med én bestemt bølgelængde. Det kaldes monokromatisk lys. Bølgelængden har betydning for, hvad laserlyset optages af. Derfor kan forskellige lasere rette sig mod eksempelvis melanin, hæmoglobin eller vand i hudens væv.

IPL står for Intense Pulsed Light og udsender mange forskellige bølgelængder på samme tid. Det kaldes polykromatisk lys. Ved hjælp af filtre udvælges et bestemt område af lysspektret, så behandlingen eksempelvis kan rettes mod pigment, blodkar eller hår.

Hvad kan IPL bruges til?

IPL kan blandt andet anvendes til hårfjernelse, pigmentforandringer, solskader, rødme og synlige blodkar. Fordi behandlingen benytter et bredere område af lysspektret, kan den påvirke flere overfladiske farveforandringer under samme behandling.

IPL kan dog ikke bruges til ablativ hudbehandling eller erstatte en fraktioneret CO2-laser, hvor små dele af hudens overflade fjernes.

Hvorfor anvender O’Skin laser frem for IPL?

Hos O’Skin Clinic har vi valgt laser, fordi den enkelte bølgelængde kan rettes mere præcist mod det, vi ønsker at behandle. Det giver mulighed for at vælge en laser efter hudtype, behandlingsområde og om målet eksempelvis er hår, pigment, blodkar eller hudens struktur.

Ved hårfjerning kan laser give en mere effektiv og langvarig reduktion af hårvæksten end IPL. Vores lasersystem har samtidig indbygget køling, som beskytter hudens overflade og mindsker den varme og de stik, der kan mærkes under behandlingen. Mange oplever derfor behandlingen som mere behagelig end hårfjerning med IPL.

Det betyder ikke, at IPL er uden virkning. IPL kan være velegnet til blandt andet overfladiske pigment- og karforandringer. Laser giver imidlertid mulighed for at arbejde med mere præcise bølgelængder og kan også anvendes til behandlinger, som IPL ikke kan udføre, eksempelvis fraktioneret CO2-laserbehandling.

Hvilke laserbehandlinger tilbyder O’Skin Clinic?

Hos O’Skin Clinic bruger vi laser til både hudproblemer, ar, hudforbedring og hårfjerning. Den samme laser kan ikke bruges til det hele. Derfor vælger vi lasertype og indstillinger efter det, der skal behandles, hudtypen og hvor i huden forandringen ligger.

laserbehandling af ar

Hvordan vælges den rette laser behandling?

Valget af laser afhænger ikke kun af, hvordan hudforandringen ser ud. Vi skal også vide, hvad den består af, hvor dybt den ligger, og hvilket stof i huden laserlyset skal optages af.

En brun plet kan eksempelvis være en almindelig pigmentplet, melasma eller en anden hudforandring. Rødme kan skyldes overfladiske blodkar, rosacea eller inflammation. Og et ar kan være indtrukket, hævet, rødt eller fastbundet til vævet under huden. De forskellige forandringer skal ikke behandles med den samme laser.

Inden en laserbehandling ser vi derfor blandt andet på:

  • hvad der skal behandles
  • hudtypen og mængden af pigment i huden
  • hvor dybt forandringen ligger
  • om huden er solbrun eller nyligt har været udsat for meget sol
  • om der er aktiv inflammation, infektion eller sår i området
  • hvilke behandlinger og produkter du tidligere har brugt
  • hvor meget ophelingstid behandlingen kræver

Hos O’Skin Clinic kan du begynde med en gratis konsultation hos en specialuddannet sygeplejerske. Her undersøger vi huden og taler med dig om, hvad du ønsker at få behandlet.

Ved pigmentpletter, hudgevækster eller andre forandringer, som først skal afklares, kan vores hudlæge undersøge huden, inden der tages stilling til laserbehandling.

Hvad kan du forvente under og efter en laserbehandling?

Hvordan huden reagerer efter en laserbehandling, afhænger af lasertypen, indstillingerne og det område, der behandles.

Ved laserbehandling af hår, pigment eller blodkar fjernes hudens overflade normalt ikke. Huden kan blive varm, rød eller let hævet bagefter. Pigmentpletter kan blive mørkere, før pigmentet gradvist afstødes, og efter behandling af blodkar kan der opstå hævelse eller blåviolette mærker.

Fraktioneret CO2-laser påvirker både hudens overflade og de dybere hudlag. Derfor er helingen mere synlig. Huden kan være rød og hævet og efterfølgende danne små skorper eller skalle. Forbedringen af rynker, ar og hudstruktur udvikler sig gradvist, efterhånden som huden danner nyt kollagen.

Nogle laserbehandlinger udføres én eller få gange, mens andre kræver et forløb. Ved hårfjerning er flere behandlinger nødvendige, fordi laseren kun virker på de hår, der befinder sig i den aktive vækstfase på behandlingstidspunktet.

Det har betydning, hvor meget sol huden har fået før behandlingen, og om den udsættes for sol bagefter. Efter nylig soleksponering kan huden indeholde mere melanin, selv om den ikke ser tydeligt brun ud. Melaninet kan optage en del af laserlyset og dermed øge risikoen for forbrænding og pigmentforandringer.

Sol under helingen kan desuden øge risikoen for postinflammatorisk hyperpigmentering – mørke pigmentforandringer, der kan opstå, når huden danner ekstra pigment efter en påvirkning. Hvor længe huden skal beskyttes mod sol, afhænger af den konkrete laserbehandling.

På de enkelte behandlingssider kan du se forventet antal behandlinger, helingstid, forholdsregler og priser.

Rejuvenation hudforyngelse laserbehandling
behandler billede. Professionel hjælp og rådgivning

Hvornår kan laserbehandling være relevant?

Laserbehandling kan være relevant, hvis du er generet af eksempelvis uønsket hårvækst, pigmentpletter, rødme, synlige blodkar, ar, aknear, rynker eller ujævn hudstruktur.

Det er ikke altid muligt selv at afgøre, hvilken laser der skal bruges – eller om laser overhovedet er den rette behandling. Hudforandringer, der ligner hinanden, kan have forskellige årsager, og valget af behandling afhænger blandt andet af hudtypen, forandringens dybde og det, laserlyset skal ramme i huden.

Hos O’Skin Clinic kan du begynde med en gratis hudkonsultation hos en af vores specialuddannede sygeplejersker. Her ser vi på din hud og fortæller dig, hvilke behandlinger der kan være relevante.

Ofte stillede spørgsmål om laserbehandling

Hvad kan laserbehandling hjælpe med?

Laserbehandling kan blandt andet bruges til hårfjerning, pigmentpletter, rødme, synlige blodkar, rosacea, akne, ar, aknear, strækmærker, rynker og ujævn hudstruktur. Forskellige hudforandringer kræver forskellige lasertyper, fordi laserlyset skal optages af forskellige stoffer i huden.

Hvilken laserbehandling er bedst til ansigtet?

Der findes ikke én laserbehandling, der er bedst til hele ansigtet. Valget afhænger af, om behandlingen skal rette sig mod eksempelvis pigment, blodkar, hår, ar eller hudstruktur. Hudtype, hudens tilstand og forandringens dybde har også betydning.

Er laser og IPL det samme?

Nej. En laser udsender lys med én bestemt bølgelængde, mens IPL udsender et bredere spektrum af lys, som afgrænses med filtre. Laser og IPL kan bruges til nogle af de samme hudforandringer, men IPL kan ikke erstatte behandlinger som fraktioneret CO2-laserbehandling.

Hvad betyder fraktioneret laserbehandling?

Ved fraktioneret laserbehandling behandles huden i mange små punkter med ubehandlet hud imellem. Den ubehandlede hud bidrager til helingen. Fraktioneret beskriver den måde, laserlyset fordeles på, og en fraktioneret laser kan være enten ablativ eller non-ablativ.

Er CO2-laser en ablativ laser?

Ja. CO2-laser er ablativ, fordi laserlyset optages af vandet i huden og omdannes til varme. Varmen fordamper mikroskopiske dele af huden og fjerner dermed en del af hudens overflade.

Ved fraktioneret CO2-laser rammer laserlyset huden i mange små, adskilte punkter. Mellem punkterne er huden intakt, hvilket hjælper den behandlede hud med at hele.

Gør laserbehandling ondt?

Laserbehandling kan mærkes som varme, prik eller korte stik, men oplevelsen afhænger af lasertypen og det område, der behandles. Ved nogle behandlinger køles huden undervejs, mens der ved mere intensive behandlinger som fraktioneret CO2-laser kan anvendes bedøvende creme.

Hvor mange laserbehandlinger skal man have?

Antallet afhænger af, hvad der behandles, hvilken laser der anvendes, og hvordan huden reagerer. Hårfjerning kræver eksempelvis et forløb, fordi ikke alle hår befinder sig i den aktive vækstfase samtidig. Andre hudforandringer kan behandles én eller få gange.

Hvornår kan man se resultatet af en laserbehandling?

Nogle resultater viser sig kort tid efter behandlingen, mens andre udvikler sig over flere uger eller måneder. Ved behandling af hudstruktur, rynker og ar kommer forbedringen gradvist, efterhånden som huden danner nyt kollagen.

Kan alle hudtyper behandles med laser?

Mange hudtyper kan behandles med laser, men ikke nødvendigvis med den samme lasertype eller de samme indstillinger. Melanin i huden optager laserlys, og derfor skal behandlingen tilpasses hudtonen for at mindske risikoen for forbrænding og pigmentforandringer.

Kan man få laserbehandling om sommeren?

Ja, laserbehandling kan i mange tilfælde udføres om sommeren. Det er ikke årstiden i sig selv, der afgør, om huden kan behandles, men hvor meget sol huden har fået, hvilken laser der anvendes, og om huden kan beskyttes mod sol efter behandlingen.

Ved behandling af hår og pigment kan nylig soleksponering øge risikoen for forbrænding og pigmentforandringer – også selv om huden ikke ser tydeligt brun ud. UV-stråling kan øge hudens produktion af melanin, som derefter kan optage en del af laserlyset.

Efter fraktioneret CO2-laser skal huden beskyttes ekstra omhyggeligt, mens den heler. Laserbehandling bør derfor ikke planlægges lige før en solferie eller en periode, hvor det behandlede område ikke kan beskyttes mod direkte sol.

Hvad koster en laserbehandling?

Prisen på laserbehandling afhænger af behandlingen og størrelsen på det område, der skal behandles. De aktuelle priser fremgår af de enkelte behandlingssider, hvor du også kan læse om behandlingsforløb og forventet helingstid.

Kort opsummering om laserbehandling

Laserbehandling bruger lys med en bestemt bølgelængde. Afhængigt af lasertypen optages laserlyset af melanin, hæmoglobin eller vand i huden. Derfor kan laser blandt andet bruges til hårfjerning, pigmentpletter, rødme, blodkar, rosacea, akne, ar, rynker og ujævn hudstruktur.

Hos O’Skin Clinic tilbyder vi flere forskellige laserbehandlinger, herunder fraktioneret CO2-laser. Du kan begynde med en gratis hudkonsultation hos en specialuddannet sygeplejerske, hvor vi ser på din hud og fortæller dig, hvilken behandling der kan være relevant.

Relaterede indlæg

Cookie-indstillinger

Din kurv

Ingen varer i kurven.