Fakta om akne
Akne er en betændelsestilstand i hudens talgkirtler og hårsække. Den opstår, når porerne tilstoppes af talg og døde hudceller, samtidig med at bakterier og en betændelsesreaktion i huden bidrager til udbruddene.
Typiske tegn
- Åbne og lukkede hudorme
- Røde og betændte bumser
- Bumser med pus
- Dybere, ømme knuder eller cyster
- Mørke eller røde mærker efter udbrud
- Ar efter dybere eller længerevarende akne
Udvikling over tid
Akne kan være mild med enkelte hudorme og bumser eller udvikle sig til mere udbredte og dybe udbrud. Den ses ofte i ansigtet, men kan også opstå på ryggen, brystet og andre områder med mange talgkirtler. Akne kan begynde i puberteten, fortsætte ind i voksenlivet eller opstå for første gang som voksen.
Behandlingsmuligheder
Akne kan behandles. Behandlingen afhænger af typen og graden af akne og kan blandt andet bestå af hudpleje, kemisk peeling, laser eller receptpligtig medicin. Resultatet udvikler sig gradvist, og et behandlingsforløb strækker sig ofte over flere uger eller måneder.
Hos O’Skin Clinic tilbyder vi behandling af forskellige former for akne. Du kan begynde med en gratis hudkonsultation hos en specialuddannet sygeplejerske.

Hvad er akne?
Akne, også kaldet acne vulgaris, er en almindelig inflammatorisk hudtilstand, der opstår i hårsækkene og de tilhørende talgkirtler.
Akne udvikler sig, når hudens talgproduktion øges, og døde hudceller ophobes i hårsækken. Det kan tilstoppe poren og danne åbne eller lukkede komedoner – det, vi normalt kalder hudorme. Hudbakterien Cutibacterium acnes kan samtidig bidrage til en betændelsesreaktion, så der opstår røde bumser, pustler eller dybere, ømme knuder.
Akne er derfor mere end en enkelt bums. Tilstanden kan vise sig på flere måder og variere fra mild akne med hudorme og enkelte bumser til cystisk akne med dybe og smertefulde udbrud. Dybe eller længerevarende udbrud kan desuden efterlade røde eller mørke mærker og i nogle tilfælde aknear.
Hvordan viser akne sig typisk?
Akne kan bestå af flere forskellige hudforandringer på samme tid. Udseendet afhænger blandt andet af, om hårsækken blot er tilstoppet, eller om der også er opstået inflammation længere nede i huden.
Typiske tegn på akne
- Åbne komedoner: Sorte hudorme. Den mørke farve skyldes ikke snavs, men at indholdet i poren reagerer med luftens ilt.
- Lukkede komedoner: Små hvide eller hudfarvede knopper, hvor porens åbning er lukket.
- Papler: Små røde og hævede bumser uden synligt pus.
- Pustler: Røde bumser med en hvid eller gullig top, der indeholder pus.
- Noduli og cystelignende forandringer: Dybe, faste og ofte ømme knuder under huden.
Ved mild akne ses typisk hudorme og enkelte betændte bumser. Ved dybere inflammatorisk akne kan der opstå noduli og cystelignende forandringer. Det kaldes ofte cystisk akne og er forbundet med en større risiko for at udvikle ar.
Hvor sidder akne?
Akne ses hyppigst i ansigtet, men kan også opstå på ryggen, brystet og skuldrene. Det er områder, hvor huden har mange talgkirtler. Læs mere om akne på ryggen og kroppen.
Hvordan udvikler akne sig?
Akne kan komme og gå i perioder eller være mere vedvarende. Udbruddene kan ændre sig gennem livet, og det er almindeligt at have både hudorme, nye bumser og mærker efter tidligere udbrud på samme tid.
Når en bums er helet, kan den efterlade et fladt rødt eller mørkt mærke. Det er ikke nødvendigvis et ar. Dybere betændte udbrud kan derimod beskadige hudens bindevæv og føre til egentlige aknear.


Hvorfor får man akne?
Når man spørger “hvorfor får man akne”, er svaret sjældent én enkelt årsag. Akne opstår som regel i et samspil mellem biologiske Akne skyldes sjældent én bestemt ting. Tilstanden opstår gennem et samspil mellem processer i huden, hormoner og arvelige forhold. Akne skyldes ikke manglende renlighed, og huden kan ikke vaskes fri for tilstanden.
Hvad sker der i huden?
Fire processer har betydning for udviklingen af akne:
- Talgkirtlerne producerer mere talg.
- Døde hudceller ophobes og tilstopper hårsækken.
- Hudbakterien Cutibacterium acnes bidrager til reaktionen i den tilstoppede hårsæk.
- Der opstår inflammation, som kan give rødme, hævelse og ømhed.
Cutibacterium acnes findes naturligt på huden. Akne er derfor ikke en smitsom bakterieinfektion, men en inflammatorisk hudsygdom, hvor bakterien kan være en del af udviklingen.
Hormoner og arvelighed
Androgene hormoner påvirker talgkirtlerne og får dem til at producere mere talg. Derfor begynder akne ofte i puberteten, men hormonelle udsving kan også påvirke huden senere i livet.
Udbrud kan blandt andet ændre sig i forbindelse med menstruation, graviditet, hormonel prævention og overgangsalder. Det betyder ikke nødvendigvis, at der er noget galt med hormonniveauerne. Huden kan også være særligt følsom over for normale hormonelle forandringer. Læs mere om hormonel akne og voksenakne.
Arvelighed spiller også en rolle. Hvis nære familiemedlemmer har haft akne, kan du have større tendens til selv at udvikle tilstanden. Det siger dog ikke i sig selv noget om, hvor mild eller udtalt din akne bliver.
Hvad kan ligne akne?
Røde knopper og små ujævnheder i huden er ikke altid akne. Flere hudtilstande kan ligne akne, men har andre årsager og skal behandles anderledes.
Rosacea kan give røde knopper og pustler, men er ofte også forbundet med rødme, flushing og synlige blodkar. Ved rosacea ses der normalt ikke hudorme, men rosacea og akne kan godt forekomme samtidig.
Perioral dermatitis viser sig typisk som små røde knopper og irriteret eller skællende hud omkring munden, næsen eller øjnene. I modsætning til akne ses der normalt ikke hudorme.
Follikulitis er en betændelsesreaktion omkring hårsækkene, som kan give små, ensartede knopper på blandt andet ryggen og brystet. Knopperne kan klø og kan skyldes bakterier, gærsvamp, sved eller friktion. Malassezia-follikulitis kaldes også “fungal acne”, men er ikke egentlig akne. Follikulitis og akne på ryggen og kroppen kan ligne hinanden og optræde samtidig.
Milier er små, faste keratincyster, der ofte ses omkring øjnene og på kinderne. Milier kan ligne lukkede komedoner, men er ikke en form for akne.
Åbne eller lukkede komedoner – sorte eller hvide hudorme – taler ofte for akne. Det kan dog være svært selv at se forskel, især når flere hudtilstande optræder samtidig.


Forskellige former for akne
Akne kan beskrives ud fra sværhedsgrad, udseende, alder og de faktorer, der påvirker udbruddene. Betegnelserne kan derfor overlappe. Voksenakne kan eksempelvis være hormonelt påvirket og samtidig være mild, moderat eller dyb.
Mild akne
Ved mild akne ses især åbne og lukkede komedoner – sorte og hvide hudorme – samt enkelte røde bumser. Hvis hudormene dominerer, kaldes det også komedonal akne. Nogle kalder også mild akne for uren hud.
Risikoen for ar er mindre end ved dybere inflammatorisk akne, men længerevarende udbrud eller gentagen klemning kan stadig efterlade røde eller mørke mærker.
Moderat eller inflammatorisk akne
Ved moderat akne er der flere røde og betændte papler og pustler. Udbruddene kan dække større områder af ansigtet eller ses på ryggen, brystet og skuldrene. Der kan også forekomme enkelte dybere knuder.
Inflammatorisk akne kan efterlade mærker og i nogle tilfælde ar, især hvis udbruddene er dybe eller står på i længere tid.
Dyb eller cystisk akne
Cystisk akne er en dyb inflammatorisk form for akne med store, ømme knuder og cystelignende forandringer under huden. Den kaldes også nodulocystisk akne og kan opstå i ansigtet såvel som på ryggen og brystet.
Denne form for akne har større risiko for at efterlade ar og bør behandles tidligt.
Hormonel akne
Hormonel akne er ikke en selvstændig hudsygdom, men en betegnelse for akne, hvor hormonelle udsving eller hudens følsomhed over for hormoner spiller en tydelig rolle.
Udbruddene ses ofte omkring hage og kæbelinje og kan blive værre i forbindelse med menstruation eller andre hormonelle forandringer. Placeringen alene er dog ikke nok til at afgøre, om aknen er hormonelt påvirket.
Voksenakne
Voksenakne er akne, der fortsætter fra ungdomsårene eller opstår for første gang efter 25-årsalderen. Den kan bestå af hudorme, røde bumser eller dybere ømme knuder og er ikke nødvendigvis hormonel.
Voksenakne ses især hos kvinder, men kan forekomme hos alle køn og fortsætte gennem 30’erne, 40’erne eller længere.
Hvordan undersøges akne?
Akne kan som regel genkendes ved at undersøge huden. Der er normalt ikke behov for prøver for at afgøre, om der er tale om akne.
Hos O’Skin Clinic tilbyder vi gratis hudkonsultation hos en specialuddannet sygeplejerske. Her ser vi blandt andet på:
- hvilke typer udbrud du har
- hvor mange områder der er påvirket
- hvor dybt inflammationen sidder
- om der er røde eller mørke mærker efter tidligere udbrud
- om huden har udviklet begyndende ar
- om huden er irriteret af produkter eller tidligere behandling
Vi spørger også ind til, hvor længe du har haft akne, om udbruddene kommer i bestemte perioder, og hvilke produkter eller behandlinger du allerede har prøvet. Menstruation, hormonel prævention og medicin kan også være relevant at tale om.
Ud fra det samlede billede kan vi se, om der primært er tale om mild, moderat eller dyb inflammatorisk akne – og om udbruddene kan være hormonelt påvirkede. Vi ser samtidig efter tegn på, at knopperne i stedet kan skyldes eksempelvis rosacea, perioral dermatitis eller follikulitis.


Hvilke behandlingsmuligheder findes der ved akne?
Akne kan behandles på flere måder. Hvilken behandling der er relevant, afhænger blandt andet af typen, dybden og udbredelsen af udbruddene.
Hos O’Skin Clinic tilbyder vi behandling med kemisk peeling, non-ablativ laser, dybderens og i nogle tilfælde receptpligtig creme eller tabletter. Hvis medicinsk behandling er relevant, godkender vores hudlæge behandlingen og udskriver recepten.
Læs mere om behandling af akne hos O’Skin Clinic, eller book en gratis hudkonsultation hos en specialuddannet sygeplejerske.
Hvad kan du selv gøre for ikke at forværre akne?
Akne skyldes ikke dårlig hygiejne og kan ikke vaskes væk. Du kan dog undgå nogle af de påvirkninger, der kan irritere huden og gøre udbruddene værre:
- Rens huden skånsomt morgen og aften.
- Vælg hudpleje, solbeskyttelse og makeup, der ikke tilstopper porerne.
- Undgå hård skrubning og mange aktive ingredienser på samme tid.
- Lad være med at klemme bumser og dybe knuder, da det øger risikoen for mærker og ar.
- Vær opmærksom på friktion fra eksempelvis tætsiddende tøj, hjelme og remme.
- Giv produkter og behandling tid til at virke frem for at skifte rutine efter få dage.
Stress kan forværre eksisterende akne hos nogle. Visse typer medicin kan også påvirke huden. Tal med din læge, hvis dine udbrud ændrer sig tydeligt efter opstart af medicin – stop ikke behandlingen på egen hånd.
Kostens betydning er ikke ens for alle. Fødevarer med et højt glykæmisk indeks og muligvis komælk kan forværre akne hos nogle, men kosten er sjældent den eneste forklaring. Der er derfor ikke grund til at fjerne hele fødevaregrupper, medmindre du oplever et tydeligt og gentaget mønster.l


Akne på ryggen og kroppen
Akne opstår ikke kun i ansigtet. Ryggen, brystet, skuldrene og nakken har også mange talgkirtler og kan derfor udvikle hudorme, røde bumser og dybere, ømme knuder.
Sved er ikke i sig selv årsag til akne, men varme, friktion og tætsiddende tøj kan forværre udbruddene. Små, ensartede knopper på kroppen kan desuden skyldes follikulitis, som kan ligne akne, men behandles anderledes.
Læs mere om akne på ryggen og kroppen.
Mærker og ar efter akne
Når en bums er helet, kan den efterlade et fladt rødt, rosa, brunt eller mørkt mærke. Det kaldes PIE eller PIH og er ikke det samme som et egentligt ar. Mærkerne kan falme med tiden, men det kan tage flere måneder. Læs mere om røde og mørke mærker efter akne.
Aknear er varige forandringer i hudens struktur. De kan vise sig som små huller, bredere fordybninger eller mere sjældent som hævede ar. Risikoen er størst ved dybe, betændte udbrud, men klemning og kradsning kan også øge risikoen.
Aktiv akne skal som udgangspunkt være under kontrol, før man begynder at behandle selve arrene. Hos O’Skin Clinic tilbyder vi forskellige former for behandling af aknear, afhængigt af arrenes type og dybde.


Hvornår bør du få hjælp til akne?
Det kan være en god idé at få hjælp, hvis din akne bliver ved med at komme tilbage, ikke bliver bedre med de produkter, du har prøvet, eller består af dybe og smertefulde knuder. Du kan naturligvis også få set på huden, hvis udbruddene generer dig eller fylder i din hverdag.
Hvis aknen efterlader røde eller mørke mærker, fordybninger eller andre tegn på ar, er det en fordel at få udbruddene under kontrol så tidligt som muligt. Det gælder også, hvis du er i tvivl om, hvorvidt knopperne skyldes akne eller en anden hudtilstand.
Hos O’Skin Clinic kan du få en gratis konsultation hos en specialuddannet sygeplejerske. Her undersøger vi huden og taler med dig om, hvad du tidligere har prøvet, og hvilken behandling der kan passe til din akne.e overblik over type, sværhedsgrad og realistiske forventninger.
Læs mere om behandling af akne
FAQ – Akne
Hvad er forskellen på akne og bumser?
En bums er en enkelt hudforandring, mens akne er en hudtilstand med tilbagevendende hudorme, bumser eller dybere knuder. Du kan derfor godt få en enkelt bums uden at have akne.
Forsvinder akne af sig selv?
Akne kan aftage med tiden, især efter puberteten, men tilstanden kan også fortsætte eller opstå i voksenlivet. Ved dybe eller smertefulde udbrud bør du ikke vente på, at aknen forsvinder af sig selv, da der kan udvikles ar.
Kan akne komme igen efter behandling?
Ja. Behandling kan få udbruddene under kontrol, men ændrer ikke altid hudens grundlæggende tendens til at udvikle akne. Nye udbrud kan derfor opstå senere.
Kan voksne få akne?
Ja. Akne kan fortsætte fra teenageårene eller opstå for første gang efter 25-årsalderen. Det kaldes voksenakne og ses hos både kvinder og mænd.
Kan akne smitte?
Nej. Akne er ikke smitsom. Bakterien Cutibacterium acnes findes naturligt på huden og kan bidrage til inflammationen, men akne overføres ikke fra person til person.
Skyldes akne dårlig hygiejne?
Nej. Akne skyldes et samspil mellem talgproduktion, tilstoppede hårsække og inflammation. Hyppig vask eller hård skrubning fjerner ikke akne og kan irritere huden.
Kan man udtørre akne væk?
Nej. Akne skyldes ikke kun fedt på hudens overflade. Udtørrende renseprodukter og for mange aktive ingredienser kan irritere hudbarrieren og gøre rødme og inflammation mere tydelig.
Kan kosten påvirke akne?
Ja, hos nogle. Forskning tyder på, at fødevarer med et højt glykæmisk indeks og muligvis komælk kan forværre akne hos visse personer. Ingen enkelt fødevare giver dog akne hos alle, og der er normalt ikke grund til at udelukke hele fødevaregrupper uden et tydeligt og gentaget mønster.
Kan akne give ar?
Ja. Risikoen er størst ved dybe, betændte knuder og cystelignende udbrud. Klemning og kradsning kan også øge risikoen. Flade røde eller mørke mærker efter bumser er derimod ikke nødvendigvis egentlige aknear.
Hvornår bør du få hjælp til akne?
Det kan være en god idé at få hjælp, hvis aknen er smertefuld, bliver ved med at komme tilbage, efterlader mærker eller ar eller påvirker dig i hverdagen. Det gælder også, hvis de produkter, du har prøvet, ikke har haft den ønskede effekt.
Kort opsummering om akne
Akne er en inflammatorisk hudtilstand i hårsækkene og de tilhørende talgkirtler. Den kan vise sig som hudorme, røde bumser, pustler eller dybere, ømme knuder og kan opstå både i ansigtet og på kroppen.
Akne udvikler sig gennem et samspil mellem talgproduktion, tilstoppede hårsække, hudbakterien Cutibacterium acnes og inflammation. Hormoner og arvelighed har også betydning, og akne kan forekomme i både teenageårene og voksenlivet.
Akne kan behandles. Hvis udbruddene bliver ved med at komme tilbage, gør ondt eller efterlader mærker og ar, kan du få hjælp hos O’Skin Clinic. Vi tilbyder gratis hudkonsultation hos en specialuddannet sygeplejerske og forskellige former for aknebehandling.




